About this Recording
GP717 - Piano Recital: Petersson, Carl - NØRGÅRD, P. / LYKKEBO, F. / BISGAARD, L.A. (Contemporary Danish Piano Music)
English  Danish 

Dansk Klavermusik
Per Nørgård (b.1932) • Finn Lykkebo (1937–1984) • Lars Aksel Bisgaard (b.1947)

 

Denne indspilning indeholder sjældent spillet samt aldrig tidligere opført klavermusik fra perioden 1949–2014 af tre danske komponister: Per Nørgård (født 13/7 - 1932), Finn Lykkebo (født 14/1 - 1937, død 1984) og Lars Aksel Bisgaard (født 6/11 - 1947).

Per Nørgård har allerede længe haft status som den betydeligste danske komponist i anden halvdel af det tyvende og begyndelsen af det enogtyvende århundrede. Han har et imponerende livsværk i næsten alle genrer bag sig og har modtaget talrige hæderspriser for sit virke. Lige siden sin tidlige ungdom og indtil i dag har han komponeret et stort antal værker for soloklaver, hvoraf de fleste allerede foreligger i fremragende CD-indspilninger.

Der findes imidlertid en række meget tidlige klaverkompositioner af Nørgård fra perioden 1949–54, som enten aldrig har været opført eller kun har været spillet enkelte gange. Dette album indeholder de to tidligst registrerede klaverværker af Nørgård: En sonate i tre satser samt en stort anlagt Toccata, begge fra 1949 og aldrig tidligere opført. Disse værker har sandsynligvis været forelagt komponisten Vagn Holmboe (1909–96) i forbindelse med den dengang 17-årige Nørgårds forespørgsel om at måtte få privatundervisning i komposition af ham. Holmboe imødekom hans ønske, efter sigende ret forbavset over allerede her at se et så stort skabende talent folde sig ud! Fra 1952 til 1956 fortsatte Nørgård sit kompositionsstudium hos Holmboe som elev ved Det kgl. danske Musikkonservatorium, hvor han sidenhen selv blev lærer i komposition.

Den tidlige sonate består af tre korte satser. Stilen er som helhed neoklassicistisk med mindelser om Stravinskij og Prokofiev “light”. Karakteren er legende, quasi improvisatorisk og med en fin balance mellem seriøsitet, lethed og bravour. Særligt interessant er det, at der i gennemføringsdelen i første sats dukker en ostinat basfigur op, som i sit bevægelsesmønster allerede lader ane den først ti år senere opdagede og først tyve år senere udnyttede melodiske uendelighedsrække, der i særlig grad er blevet kendetegnende for den modne Nørgårds musik. Den lyriske anden sats, betegnet pastorale, er nærmest minimalistisk i sin enkelhed, dog undervejs med et raffineret harmonisk twist. Satsen er konsekvent isorytmisk opbygget med en periode på 3 + 2 + 2 + 3 + 2 = 12 fjerdedele. Tredie sats, der spilles attacca, er en bravour-finale af udpræget virtuost tilsnit. Det gennemgående, “festlige” hovedtema (i den typisk Nørgård’ske let-ironiske forstand) binder ved sin hyppige forekomst den ellers noget vildtvoksende, episodiske sats sammen og sætter til slut et - festligt - punktum for sonaten.

Toccataen er i endnu højere grad end sonaten et stort anlagt bravour-nummer, som stiller betydelige krav til pianisten, både teknisk og musikalsk. Stykket er mere udvendigt “flot” end sonaten og i endnu højere grad episodisk-mosaikagtigt opbygget med en overflod af de mest forskelligartede indfald og ideer, der tydeligt lader den unge Nørgårds kompositoriske overskud og spontane glæde ved at skabe skinne igennem overalt.

Ligesom i sonaten binder et karakteristisk hovedtema, som spilles i oktaver i højre hånd, toccataen sammen ved sin hyppige optræden, hvad der giver dette tema et vist præg af rondo-ritornel. Stykkets overordnede form er tredelt: Toccata - fuga - toccata, hvilket vidner om Nørgårds tidlige fortrolighed med Buxtehudes og den unge J. S. Bachs bidrag til genren. Den ikke mindre end fyrre takter lange, firstemmige fuga, der står i c mol, er særdeles ambitiøst anlagt og rummer nogle af barokfugaens stilistiske virkemidler såsom obligat kontrapunkt og tætføring af temaet. Harmonisk er fugaen kendetegnet ved en kompromisløst gennemført linearitet, der adskillige steder fører til voldsomme dissonans-sammenstød, som dog overalt virker logiske ud fra et stemmeføringsmæssigt-melodisk perspektiv. Enkelte steder forekommer der dog nogle tekniske satsfejl, som viser, at nok beherskede den 17-årige Per Nørgård det klassiske kontrapunkt i usædvanlig høj grad, men han havde dog endnu meget at lære af Finn Høffding (1899–1997), der blev hans lærer i musikteori på konservatoriet. I det sidste toccata-afsnit forekommer der ret tidligt i forløbet en karakteristisk rytmisk-melodisk figur i diskanten, som igen er et forvarsel om uendelighedsrækken: Det er simpelthen de første otte toner i denne rækkes to-tone version (d - cis - cis - d, cis - d - d - cis)! Slutningen af toccataen kammer næsten over i ekstremt hurtige toogtredivtedelsfigurer, der truer med at overskride det pianistisk mulige, men her viser Carl Petersson (som overalt på denne CD) sin suveræne teknik, der får figurerne til at stå ganske klart trods det opskruede tempo.

Det første af Nørgårds klaverværker, han selv har kunnet anerkende, er imidlertid hans Sonate i én sats, Op. 6, der stammer fra studietiden på konservatoriet. Den er komponeret 1953, revideret 1956–57 og tilegnet studiekammeraten, pianisten John Winther, der uropførte værket i dets oprindelige skikkelse 17/9 - 1954. Førsteopførelsen af den reviderede version kendes ikke. Denne sonate har man hidtil kun kunnet stifte bekendtskab med i en LP-indspilning fra ca. 1970 med pianisten Elisabeth Klein. Her foreligger den for første gang på CD og i digital form, og dermed er der føjet en væsentlig, manglende brik til det samlede billede af Nørgårds klaverværker fra tiden efter ca. 1955.

Sammenlignet med den kun 4 år ældre tresatsede sonate (samt en i 1949–50 komponeret firsatset sonate) har Nørgård med denne sin tredie klaversonate allerede nået fuldt modent mesterskab som klaverkomponist, både musikalsk og teknisk. Sonaten er et symfonisk anlagt, ekspansivt, tæt kontrapunktisk og særdeles virtuost værk, der dog samtidig er kendetegnet ved en stærk, næsten ekstrem motivisk koncentration. Der forekommer tre gennemgående motiver, som med brug af den traditionelle sonateforms terminologi med lidt god vilje kan kaldes motto, hovedtema og sidetema. Disse motiver eller temaer undergår talrige forvandlinger og kombinationer undervejs, hvilket vidner om Nørgårds hurtige tilegnelse af den Holmboe’ske metamorfose-teknik, der har rødder helt tilbage til Schubert, Liszt og Brahms.

Iøvrigt er de klassiske sonateformtræk kun lidet fremtrædende, omend man kan spore et repriseelement samt (i begyndelsen) konturerne af en hoveddel og en sidedel. Desuden kan omridset af fire sammenhængende satser anes (hvor fjerde sats svarer til reprisen), hvad der på én gang gør værket til både sonatesatsform og sonatecyklus i lighed med romantikkens symfoniske digtning. Den langsomme coda og tyste udklang giver tillige sonaten et fjernt slægtskab med Franz Liszts berømte klaversonate i h mol fra 1853, der formelt hører til denne genre. Sonaten står i C med en fremtrædende tonal kontrast i Fis. At sonaten er i én sats, leder desuden tanken hen på et andet af Nørgårds store forbilleder, Jean Sibelius, og dennes syvende symfoni. Sonaten er således et fuldgyldigt udtryk for det kunstneriske perspektiv, der var Nørgårds i de unge år, og som han har kaldt “det nordiske sinds univers”. På Elisabeth Kleins LP- indspilning har Per Nørgård selv karakteriseret sonaten således: “The Sonata is wholeheartedly attached to the Northern symphonic tradition - influenced as it is by Sibelius and Holmboe, dark sounding, far spinning, but with a monomaniac thematic unity.”

Finn Lykkebo påbegyndte sin egentlige musikalske uddannelse ved Det kgl. danske Musikkonservatorium 1960 - først som kirkemusiker og fra 1963 tillige med hovedfagene musikteori og musikhistorie. Samtidig med studierne, der også omfattede studier i komposition hos Per Nørgård, komponerede Lykkebo korsatser, klavermusik og sange, fortrinsvis i mindre, beskedne former. Lykkebo stod altid lidt i periferien af den kreds af unge komponister på konservatoriet, der dannedes omkring Per Nørgård. Da denne i 1965 forlod Det kgl. danske Musikkonservatorium til fordel for en tilsvarende lærerstilling ved Det jyske Musikkonservatorium i Århus, fulgte hans elever med - undtagen Finn Lykkebo, der herefter stod på egne ben som komponist og som sådan egentlig betragtede sig selv som autodidakt. Efter diplomeksamen 1966 virkede Lykkebo som docent i musikteoretiske fag ved Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg indtil 1981. Fra denne periode stammer blandt andet Tableaux pour piano, komponeret 1969 og revideret 1978. Tableaux er det eneste udgivne klaverværk af Lykkebo (Samfundet til udgivelse af dansk Musik).

Lykkebo var først og fremmest lyriker, der omsatte intenst sansede naturindtryk til musik. En påvirkning fra Per Nørgårds personalstil kan ikke spores i hans værker, selvom også Lykkebos musik som helhed er ret tydeligt indlejret i nordisk mentalitet. Hvad der derimod fik en vis indflydelse på hans udvikling var den tids orientering mod serialismen, som udgik fra Central- og Vesteuropa i årene efter 2. Verdenskrig. Denne indflydelse varede imidlertid ikke ret længe, og Lykkebo fandt nye veje. Men serialismen havde lært ham præcision, økonomi og koncentration - egenskaber, der i høj grad præger de fem korte stykker i Tableaux. Tonesproget er konsekvent atonalt, og mere eller mindre komplette tolvtonefelter kan undertiden spores i satserne, der desuden er præget af overordentlig stor rytmisk kompleksitet. Trods det fortættede udtryk har stykkerne imidlertid et skær af sart poesi over sig, accentueret gennem de deskriptive titler, der al modernitet til trods gør dem fjernt beslægtede med tilsvarende karakterstykker af Schumann og Ravel.

Det blev afgørende for Lars Aksel Bisgaards valg af livsbane, at han som gymnasiast i vinteren 1965–66 fulgte Finn Lykkebos kyndige og inspirerende undervisning i musikforståelse under aftenskolen. Lykkebo var Bisgaard meget behjælpelig med information om, hvad der krævedes for at blive optaget på konservatoriets uddannelse i musikteori og musikhistorie. For at tilegne sig de nødvendige musikalske færdigheder studerede Bisgaard efter aflagt studentereksamen først musikvidenskab ved Københavns Universitet 1966–69 og fulgte derefter i Lykkebos fodspor som studerende med musikteori og musikhistorie som hovedfag ved Det kgl. danske Musikkonservatorium i årene 1969–75. Umiddelbart derefter fulgte et kompositionsstudium hos Per Nørgård ved Det jyske Musikkonservatorium i Århus 1975–81. I 1981 efterfulgte Lars Bisgaard Finn Lykkebo som docent i musikteoretiske fag ved Vestjysk Musikkonservatorium. Her virkede han indtil 1993 og underviste derefter på Det kgl. danske Musikkonservatorium indtil sin pensionering i 2013.

Mødet med Per Nørgård i sensommeren 1972 blev ligeledes afgørende for Lars Bisgaard i flere henseender: Dels blev han dybt fascineret af Nørgårds musikalske univers, dels blev den kreative impuls, der havde ligget latent hos ham siden barndommen, vakt. Den første frugt heraf blev klaverstykket Stadier, komponeret 1973 – 74 og tilegnet pianisten Elisabeth Klein, der uropførte værket på Statens Museum for Kunst i København 13. april 1975 og siden spillede det flere steder. Mens Bisgaard studerede musikteori og musikhistorie, havde han i et par år Elisabeth Klein som lærer i klaver. Her fik han lejlighed til at spille ny kompositionsmusik, og især to værker inspirerede ham til stilen i Stadier: Arne Nordheims Listen (1971) og Poul Ruders’ Dante-sonate (1970). Som baggrundsværk for Stadier kan tillige nævnes Liszts tidligere nævnte klaversonate i h mol.

Stadier er et forsøg på at forene vidt forskellige stilistiske udtryk i ét værk, uden at dettes overordnede helhedspræg går tabt. Værkets grundmotiv, der genererer hovedparten af det musikalske materiale, består af blot fire toner, for eksempel a – b – des – c samt omvendingen heraf (es – d – h – c). Efter en længere introduktion, hvor blandt andet grundmotivet og dets omvending præsenteres, følger tre hovedafsnit, hvis karakter og rækkefølge kan opleves som en musikalsk pendant til dén progression, der finder sted i Dantes Divina Commedia: Inferno Purgatorio Paradisum.

Det første stadium er et veritabelt inferno af sekstendedele og skarpt dissonerende akkorder i indbyrdes tvekamp. Afsnittet stiller uhyre tekniske krav til pianisten, der skal afvikle figurerne i et forrygende tempo. Robert Schumann ville i begyndelsen af dette stadium måske have skrevet So schnell wie möglich og lidt senere Noch schneller, som han gjorde det i en af sine klaversonater, hvilket dog sikkert var ironisk ment som et hip til den tids udbredte, men overfladiske ekvilibrisme på de sorte og hvide tangenter. Her er der imidlertid ikke levnet den mindste plads til ironi, men derimod nok i rigt mål til ekvilibrisme!

Det andet stadium peger både fremad og bagud: Det begynder roligt og fredfyldt, men efterhånden bliver den forrige stemningsverden mere og mere påtrængende for til sidst atter at dominere totalt. Forløbet kan eventuelt ses som et musikalsk billede på de fænomener, en person ifølge Den tibetanske Dødebog møder efter døden i den såkaldte Bardo-tilstand: Først konfronteres De fredelige Guddomme og derpå De vrede Guddomme, der imidlertid ifølge Dødebogen ikke blot er to sider af samme sag, men tillige projektioner af den afdødes eget sind. I katolsk teologi er Skærsilden den fase, hvor den afdødes sjæl bliver renset for sine synder for derefter at kunne træde ren ind i Paradis. Her møder den afdøde således både Himlens og Helvedes persongalleri svarende til personens gode og slette sider.

Til sidst bryder lyset dog afgørende igennem, og en paradisisk fred sænker sig over musikken, understreget af traditionelle dominantseptim- og dominantnoneakkorder. Stykkets slutning lader dog ane, at den gennem kamp opnåede paradisiske hviletilstand ikke er permanent, men rummer kimen i sig til en ny tilsvarende cyklus, hvorved Stadier tillige kan siges at antyde et eksistentielt evighedsperspektiv.

Barcarole, komponeret 1986–87, blev påbegyndt på et lykkeligt tidspunkt i Bisgaards liv og er tilegnet sangerinden Suzanne Nielsen som en fødselsdagshilsen. ‘Barcarole’ betyder ‘bådsang’ (af italiensk barca: båd) og er et stykke i roligt flydende tempo med det melodiske lagt i højre hånd, mens venstre hånd akkompagnerer med triolfigurer. Stykket lægger sig stilistisk tæt op ad den romantiske klavermusiks barcarole, som den blandt andet ses hos Mendelssohn i hans fire Venetianische Gondellieder fra Lieder ohne Worte samt - i monumental udformning - i Chopins Barcarole Op. 60 fra 1846.

Walking, med undertitlen Hommage à Thoreau, er komponeret 2014. Stykket bygger på nogle ungdomsskitser fra 1984 og er inspireret af den amerikanske forfatter Henry David Thoreau (1817–62) og hans essay Walking (dansk titel: ‘Om at vandre’) fra 1862. Det enkle hovedtema, der benytter de brugbare bogstaver h - e - d - a i Thoreaus navn, “forvilder” sig gradvist længere og længere bort fra udgangspunktet for til sidst at vende tilbage igen - ligesom enhver god spadseretur.

Walking er tilegnet Carl Petersson i stor taknemmelighed og respekt for hans formidable musikerskab, som det ikke mindst kommer til udtryk på denne CD.

De tre stykker udgør tilsammen Lars Aksel Bisgaards samlede klaverværker.

Lars Aksel Bisgaard


Close the window