Classical Music Home

Welcome to Naxos Records

Email Password  
Not a subscriber yet?  
Keyword Search
 in   
 Classical Music Home > Naxos Album Reviews

Album Reviews



 
See latest reviews of other albums...

DR, January 2017

Morgenstund har guld i mund, og hvis der er nogen, der forstår det, så er det Haydn. I hans musik står solen op med ny energi—hver gang.

Guld i mund har også de unge tyskere i Goldmund Kvartetten. På Ugens Album er det dem, der får lyset frem.

Haydn har fået mange kælenavne gennem tiden, blandt andet ‘strygekvartettens fader’. Det er egentlig en udmærket titel, for Haydn skrev nemlig mere end 60 strygekvartetter, og han var helt afgørende i udviklingen af genren.

Eventyrlysten ældre herre

På Ugens Album spiller Goldmund Kvartetten både hans allerførste strygekvartet og hans sidste, skrevet med fire årtiers mellemrum.

Den første kvartet er let og glad. Den sidste er virtuos, eventyrlysten—og stadig optimistisk. Skrevet af en ældre herre, der aldrig mistede evnen til at skabe nyt.

Goldmund Kvartetten består af fire barndomsvenner fra München. De er stadig kun i begyndelsen af 20’erne, og Ugens Album er deres debut. Og det er egentlig fascinerende, at musik skrevet for 250 år siden stadig kan stimulere nye generationer.

Haydns opfindsomhed er endeløs

Goldmund Kvartetten har spillet Haydn, siden de mødtes allerførste gang. Og det vil de blive ved med, for Haydns musik holder dem på rette spor som ensemble.

Faktisk er der ikke mange strygekvartetter efter Haydn, der så klart afspejler et ensembles kvalitet, mener musikerne i Goldmund Kvartetten. Alle de kriterier, der skal opfyldes i godt kvartetspil, findes hos Haydn. Artikulation, frasering, balance, intonation.

Haydns opfindsomhed er endeløs, siger de fire musikere.

Hans musik rummer alle tænkbare karakterer og følelser. De mange idéer kræver stor opmærksomhed med detaljerne, og især for mellemstemmerne er hans musik krævende at spille. Men det er indsatsen værd, for i Haydns musik er der altid noget nyt at opdage. © 2017 DR





Naxos Records, a member of the Naxos Music Group